Søndag den 27. August.

Dag 2: Tur til Åmdal – Dalen – Ravnejuf, og hjem over Åmot.

Vi startede med at køre til Vrådal (9 km.) for at gå på turistbureauet, men fandt alting lukket undtagen den lokale Joker biks. Det øsregnede og alt var gråt i gråt. Det giver landskabet et helt andet udseende uden at sige, at det var dårligt. Det synes jeg ikke udsigten er bare anderledes.

Vi kørte ad RV38 i retning mod Dalen. Udsigten over Vrådals Vatn blev noget forstyrret af skyer og tåge, men så fik det bare et andet udseende. Det er godt, at vi også fik chancen for at se udsigten i solskin. Vi kørte ind for at se en gammel kobbermine, som hedder Åmdals verk. Vejen derind var smal og til tider ret stejl. Da vi kom frem viste det sig desværre, at der var lukket (stengt for seson). Der var kun åbent i 3 timer om tirsdagen, så den fik vi ikke set. Jeg har dog set den en gang før. Vi kørte tilbage på vejen mod Dalen. På vejen ned ad serpentinervejen, kørte vi igennem skyerne. Nede i Dalen by regnede det så meget, at vi bestemte os for at droppe vores madkurv og få frokost i en slags cafeteria, som hedder spisehuset. Vi fik wienerschnitzel og cola og var ligeså dyrt og dårligt som man kan forvente i Norge. Det kostede 105 Nkr. Efter at have spist, kørte vi op igen i retning mod Åmot.

Ved en lille grusvej, drejede vi fra og kørte ned af fjeldsiden og over en bro, for så at køre op af fjeldet på den anden side af elven i bunden. Det var en spændende vej. På et tidspunkt kom vi forbi en sti, hvor et skilt viste, at det var vejen til Eidsborg Stavkirke. Den blev brugt i gamle dage, når folk skulle til kirke.

Vejens højdepunkt var et udsigtspunkt der hedder Ravnejuv. Det lå tæt på vejen, så vi behøvede ikke gå så langt. Faktisk var der et advarselsskilt, som oplyste om, at om 100 meter ville der være at lodret fald på 350 meter. Da vi kom derhen, var det mærkeligt nok klaret op så vi kunne se den blå himmel. En af turens største oplevelser var nok at stå på kanten af klippen (ikke noget rækværk) og se ned på toppen af en sky. Jeg blev faktisk lidt højdesyg og det tog et stykke tid, før jeg gik hen til kanten igen. Efterhånden blev der også huller i skyerne så det var muligt at se elven nede i bunden. Selvom der er 350 meter derned kan man stadig høre vandets brusen. Senere begyndte skyerne at trække op til os igen og man kunne mærke et koldt pust, der føltes nøjagtigt som i en tåge banke, nå ja det er jo faktisk det samme, men hen kunne vi se skyerne komme op over kanten hvor vi stod samtidig med at vi mærkede det kolde pust.

Vi holdt andre steder på den lille vej for at se udsigter, men de kom ikke helt på højde med Ravnejuv. Den lille vej endte ude ved E138, som førte os til Kviteseid. På vejen kom vi igennem Høydalsmo, som vi så sidste år, da vi udforskede Suleskarvegen. Fra Kviteseid kørte vi over Telemarkskanalen på 2 broer og op af en masse hårnålesving til Vrådal og hjem.

Slut på en dag med storslået natur og et spisehus