Tirsdag den 29. August.

Dag 4: Flatedal, Fjellvegen over Gausta, Krossobanen og Hardangerviddaen.

Vi kørte stille og roligt over Seljord til Saurland og videre over fjeldene til Rjukan.

Turen til Kviteseid gik som sædvanlig gennem hårnålesvingene (der er kun den samme vej!). Vi stoppede på en vigeplads, hvor vi kunne se ud over Kviteseidsvatn. Vi fortsatte ad E134 til Seljord, hvor vi holdt en kort pause ved Seljordsvatn. Her prøver de at fremelske en myte om deres eget Lochness uhyre. Vi så kun ænder og noget flamingo. Vi fortsatte videre ad E134 mod Flatedal, som er en hyggelig landsby ved en rislende elv med bjerge i baggrunden.

Vi holdt vores kaffepause på en rasteplads med et sjovt kunstværk af en bil. Jeg tror alle de vigtigste komponenter for at lave en bil var der, bare sat forkert sammen. Lige oven for byen var der en rasteplads med en idyllisk udsigt over Flatedal. Vi så også en infotavle med endnu en oplevelsesvej. Myllargutvegen, som gik til Rauland. Vi ville den anden vej så den oplevede vi ikke. Kort efter så vi en mark med lamaer, snart kommer der flere lamaer kunne vi da se på den måde som de kravlede rundt oven på hinander på. Vi spiste frokost på en rasteplads i nærheden af Hjartdøla kraftverk. Det var ikke noget særligt spændende rasteplads og vi husker den nok mest for et meget duftende toilet. Dalen vi køre i er meget mørk og smal. Vi kørte videre langs søer og elve omgivet af mørkegrønne fjeldsider en stor del af vejen i det her område.

I Sauland drejede vi op ad Fjellvegen over Gaustatoppen, som er en relativt lille vej der på sit højeste punkt er 1275 m.o.h. og fører tæt forbi Gausta og ned til Rjukan. Vi stoppede på et sted, hvor der var en vældig god udsigt med fjeldtoppe så langt øjet rakte. Desværre var der skyer og regnvejr i anmarch, så det spolerede lidt af udsigten. Som før nævnt får man i stedet en anden form for udsigt, som også virker dramatisk.

Vi gjorde holdt i Tuddal, som er en hyggelig lille by. Der var et flot forsamlingshus som vi beundrede. Derefter begyndte det for alvor at gå opad og snart var der ikke flere træer og efterhånden blev fjeldene grønlige at se på. Sikkert lav. Ellers var fjeldene bare og der lå spredte højfjeldssøer omkring os. På et tidspunkt stoppede vi for rigtigt at se på udsigten og skyerne som kom rullende imod os. Rjukan ligger i en meget smal dal, så for at komme derned kører vi ned ad skarpe hårnålesving og kommer tæt forbi et stort vandfald. Der er desværre ikke mulighed for at stoppe. I det hele taget er der meget vand i år. Det er dejligt, for de andre gange jeg har været i Norge, har der ikke været så meget vand.

Da vi kom ned i Rjukan by regnede det voldsomt og der var vejarbejde på hovedgaden, så vi måtte køre udenom og fik set rutebilstationen – tror jeg nok. Efter at have fundet vej, kørte vi hen til Krossobanen for at komme op på Hardangerviddaen. Der var ikke andre som skulle med, dels p.g.a vejret og dels p.g.a tiden. Klokken var 17 og sidste tur ned var kl. 20. Vi gik ind i venteværelset og så på de udstillede ting, der var bla. en kuglepen magen til dem Younes har. Der var også gamle sæsonkort, som vidnede om, at banen oprindeligt var skænket af Norsk Hydro, for at deres medarbejdere kunne komme op og få solskin i vinterhalvåret. Dalen er nemlig så smal, at solen ikke skinner derned det meste af året. Endelig kom vognpasseren og sagde, at vi skulle gå ombord også kørte vi op. Turen er noget stejl og vi komme faktisk op i 886 meters højde. Faktisk kørte vi med den vogn som hedder Blåbærret. Den røde hedder tyttebærret. Der er forskellige mærkede ruter og vi valgte den korte grønne. Den tog 2½ time og der var meget vand og sumpet over det hele. Til tider var stien blevet til et sted som vandet valgte at løbe ned ad.

Naturen var helt anderledes end sidste gang jeg var der. Nu var der vådt og grønt. Lyngen var tæt på at blomstre og man skulle ikke gå langt uden for stien for at synke i. Vi fik en god udsigt til Gausta med en regnbue foran. Vejret var med os og det begyndte først at dryppe da vi var ved at være tilbage ved Krossobanen. Vi nåede lige at tage den sidste vogn inden kl. blev 20. Havde vi ikke nået den skulle vi enten gå eller betale 450 kr. i bøde.

Det var ved at blive mørkt i Rjukan, så vi besluttede os for at spise resten af vores madkurv på parkerings pladsen foran svævebanen.

Klokken 2030 satte vi kursen mod Vrådal. Vi kørte samme vej tilbage over fjeldet. Turen over fjeldet var rigtig flot. Det er fantastisk at se hvordan landskabet ændrer karakter i tusmørket. De grønne farver er helt dominerende. Da vi kom ud på E134 var der helt mørkt (mørkt er meget mørkt i Norge). Vi var hjemme kl. 23.30

Mandag den 28. August.










Dag 3: Sluser langs Telemarkskanalen, hjem over Skien og Drangedal.

Det regnede endnu mere end i går, men vi drog af sted med højt humør. Vi kørte igennem Vrådal i retning med Kviteseid. Lige efter hårnålesvingene drejede vi fra og kørte på en lille vej der går langs Telemarkskanalen (Kviteseidvatn). Bedst som vi sad og snakkede om, at de trængte til at forbedre vejene i vores område, blev vi stoppet af en gravko og en lastbil, som netop var ved at udbedre vejen. Det betød, at vi måtte vente et lille kvarter på at lastbilen skulle blive fyldt og køre. Det regnede så meget, at vi ikke kunne se noget af landskabet og lidt længere henne ad vejen, blev vi igen stoppet af en gravko.

Vi kom nu igennem et landskab med stejle fjeldsider, som næsten var dækket af skyer og regn, så igen i dag fik vi en alternativ oplevelse af naturen, men solen skinner jo heller ikke hver dag. På den anden side af vejen løb telemarkskanalen et sted ude i disen. Kort efter Kilen var der lidt ophold i vejret, så vi fandt et holdested og tog billeder af Telemarkskanalen, i det her tilfælde hedder vandet Flåvatn. På den anden side af vejen så vi en spændende bjergside, den var ikke stejl, men skrånede let opad og var glat. Da det havde regnet meget løb der vand ned af siden, så man rigtig kan forestille sig hvordan vandet i tidens løb har slebet fjeldsiden glat.

Vi så sluserne i Lunde og Ulefoss. Der var desværre ingen skibe, som skulle igennem. I Ulefoss består slusesystemet af sluser i 3 etager, således at skibene skal igennem 3 hylder for at komme op.

Vi kørte videre mod Skien og Porsgrunn. Der var begyndt at komme små blå huller i det grå skydække. Landskabet havde ændret sig og nu kørte vi i en bred dal med relativt store gårde med kornmarker som næsten var regnet væk. Kl. 1500 fik vi frokost ved vandet lige uden for Porsgrunn, der var ingen borde eller bænke, men vi ville ikke vente længere og bare det, at der var tørvejr, måtte også tælle for noget. Vi fortsatte videre ad E18 og drejede op ad R38 og kørte hjemad over Drangedal. Den første del af vejen var ikke noget at skrive om, men på den anden side af Drangedal fik vi udsigt til fjelde og små søer (vatnpytten). På et tidspunkt gik vejen igennem nogle bortsprængte klipper med en baggrund af en lodret fjeldside. Det så nærmes ud til at vi ville køre ind i bjerget, men vejen drejede skarpt lige efter klipperne. Lige inden Vrådal kom vi til et sted, hvor der var udsigt over Nisser, og vi kunne se ”vores” bjerg og hele 3 fossende vandstrømme, som løb sammen længere nede

Søndag den 27. August.

Dag 2: Tur til Åmdal – Dalen – Ravnejuf, og hjem over Åmot.

Vi startede med at køre til Vrådal (9 km.) for at gå på turistbureauet, men fandt alting lukket undtagen den lokale Joker biks. Det øsregnede og alt var gråt i gråt. Det giver landskabet et helt andet udseende uden at sige, at det var dårligt. Det synes jeg ikke udsigten er bare anderledes.

Vi kørte ad RV38 i retning mod Dalen. Udsigten over Vrådals Vatn blev noget forstyrret af skyer og tåge, men så fik det bare et andet udseende. Det er godt, at vi også fik chancen for at se udsigten i solskin. Vi kørte ind for at se en gammel kobbermine, som hedder Åmdals verk. Vejen derind var smal og til tider ret stejl. Da vi kom frem viste det sig desværre, at der var lukket (stengt for seson). Der var kun åbent i 3 timer om tirsdagen, så den fik vi ikke set. Jeg har dog set den en gang før. Vi kørte tilbage på vejen mod Dalen. På vejen ned ad serpentinervejen, kørte vi igennem skyerne. Nede i Dalen by regnede det så meget, at vi bestemte os for at droppe vores madkurv og få frokost i en slags cafeteria, som hedder spisehuset. Vi fik wienerschnitzel og cola og var ligeså dyrt og dårligt som man kan forvente i Norge. Det kostede 105 Nkr. Efter at have spist, kørte vi op igen i retning mod Åmot.

Ved en lille grusvej, drejede vi fra og kørte ned af fjeldsiden og over en bro, for så at køre op af fjeldet på den anden side af elven i bunden. Det var en spændende vej. På et tidspunkt kom vi forbi en sti, hvor et skilt viste, at det var vejen til Eidsborg Stavkirke. Den blev brugt i gamle dage, når folk skulle til kirke.

Vejens højdepunkt var et udsigtspunkt der hedder Ravnejuv. Det lå tæt på vejen, så vi behøvede ikke gå så langt. Faktisk var der et advarselsskilt, som oplyste om, at om 100 meter ville der være at lodret fald på 350 meter. Da vi kom derhen, var det mærkeligt nok klaret op så vi kunne se den blå himmel. En af turens største oplevelser var nok at stå på kanten af klippen (ikke noget rækværk) og se ned på toppen af en sky. Jeg blev faktisk lidt højdesyg og det tog et stykke tid, før jeg gik hen til kanten igen. Efterhånden blev der også huller i skyerne så det var muligt at se elven nede i bunden. Selvom der er 350 meter derned kan man stadig høre vandets brusen. Senere begyndte skyerne at trække op til os igen og man kunne mærke et koldt pust, der føltes nøjagtigt som i en tåge banke, nå ja det er jo faktisk det samme, men hen kunne vi se skyerne komme op over kanten hvor vi stod samtidig med at vi mærkede det kolde pust.

Vi holdt andre steder på den lille vej for at se udsigter, men de kom ikke helt på højde med Ravnejuv. Den lille vej endte ude ved E138, som førte os til Kviteseid. På vejen kom vi igennem Høydalsmo, som vi så sidste år, da vi udforskede Suleskarvegen. Fra Kviteseid kørte vi over Telemarkskanalen på 2 broer og op af en masse hårnålesving til Vrådal og hjem.

Slut på en dag med storslået natur og et spisehus

Vores første glimt af Nisser Sø

26. august - 2. september 2006
Vi var igen i år på en dejlig ferie i Norge. I år gik turen til Vrådal, hvor vi havde lejet en hytte ved Nisser Sø. Stedet var helt viderunderligt - fredfyldt og roligt. Fra hytten havde vi en dejlig udsigt over Nisser.

Lørdag den 26. August - Dag 1: Afrejsedag

Vi kører hjemmefra i god tid, så vi kun behøver at skynde os en lille smule. Vi holder en kaffepause lidt før Ålborg, på samme rasteplads som sidste år.
Hurtigfærgen M/S Sylvia Ana sejler planmæssigt kl. 13, og vejret er godt. Vi spiser frokost i flystolene ombord og bliver enige om, at det havde været mere praktisk, at tage smurte sandwicher med. Vi ankommer med en lille forsinkelse til Kristianssand kl. 1530 og sætter kursen mod Vrådal ad RV41 (Telemarksvegen). Der er 168 km. fra Kristianssand.

Mange vejstrækninger har fået navne og markedsføres som turistmål. Hvilket betyder, at der er opstillet infotavler, som fortæller hvad der er af seværdigheder langs den pågældende strækning og kortguider, som man kan tage med sig.

Vi kører mod Vrådal med passende kaffepauser og når der er en udsigt at nyde. Vi gør bla. stop ved noget som viser sig, at være en slags badestrand, for der var nogle ude at bade. Vandet er meget klart og smukt med pæne småsten i bunden. Solen skinnede og med de grønne træer som baggrund var det et meget dejligt syn. Lisbeth var i sit mere filosofiske hjørne og for fremtiden hedder små søer og vandhuller for ”vatnnpytten”.

Klokken kvart i syv fik vi det første glimt af Nisser (gl. norsk: nisser = nedre vand). Søens navn har ikke noget med nisser (med røde huer) at gøre.
Vi stod længe og så på scenariet. Vandet var helt stille og skyerne spejlede sig i vandet, mens solen skinnede på de nærmeste fjeldsider. Det var et flot syn.
Vi nåede frem til Nisser Hyttesenter ved 20-tiden. Vi henvender os ved udlejeren for at få nøglen. Da han hører at vi kommer kørende, kommer han ud til os med 2 ruller toiletpapir i hånden (det mangler vist siger han). Han fortæller os hvordan vi finder hytten (nr. 3) og så følger han efter på sin knallert. Han viser os rundt i hytten og spørger om, hvad vi har tænkt os at lave; fiske, vandre eller plukke bær! Vi siger, at vi har tænkt os at gå op i fjeldet og ellers køre rundt. Har fortæller os at vi kan komme op til en lille hytte, som hedder Blikhytten. Også om andre ture vi kan gå. Da han er gået igen er det tid til at se lidt på omegnen. Der er 3 hytter i området, men vi ligger sådan, at vi ikke forstyrres af dem. Udsigten fra hytten er enestående god.

Slut på en lang dag